Artikel: “Jeg ved ikke om jeg elsker dig mere.” 20. september. 2025 af par og psykoterapeut MPF Sussi Helene Hansen
“Jeg ved ikke, om jeg elsker dig mere…” eller “jeg kan slet ikke mærke mine følelser for dig.“
Det er stærke sætninger jeg af og til hører i min praksis.
Det er noget af det mest smertefulde, man kan høre fra sin partner og det udløser ofte voldsomme reaktioner.
Ordene rammer som et slag og kan fylde hele kroppen med uro, frygt og skyld – både hos den, der siger det, og naturligvis hos den, der hører det.
Det er noget af en mavepuster og det kan føles som om, at gulvet forsvinder under en.
Bag den brutale ærlighed gemmer der sig ofte forvirring, udmattelse og dybe følelsesmæssige lag, som parret endnu ikke har haft et sprog for.
Til den der tvivler, vil jeg bare sige: “Du er ikke forkert, fordi du tvivler eller ikke elsker.”
Måske er det her, du står lige nu?
For en hel del mennesker betyder det faktisk ikke at kærligheden er helt væk, selvom det kan føles sådan.
Der kan gemme sig meget mere under de her ord end man lige tror.
I denne artikel dykker jeg ned i, hvad tvivlen kan handle om – og hvordan man kan begynde at undersøge den nænsomt og ærligt.
Det kan være første skridt tilbage til mere klarhed, kontakt – og måske kærlighed.
At vågne om morgenen med tankerne: “Jeg ved egentlig ikke, om jeg elsker dig mere” kan føles trist og skræmmende.
Følelser, som engang føltes dejlige, selvfølgelige, stærke og trygge, kan pludselig føles fjerne, forvirrende eller helt væk.
Rigtig mange par oplever netop denne usikkerhed på et eller flere tidspunkter i deres liv sammen – og det behøver altså ikke at betyde, at forholdet er slut.
Kærlighed er ikke en statisk følelse.
Den udvikler sig, forandrer sig og bliver påvirket af livets omstændigheder.
Mange faktorer påvirker fx. Børn, arbejde, travlhed, boligrenovering, kriser, sygdom, utroskab eller uforløste konflikter mm.
Den første forelskelses rus bliver som oftest afløst af en dybere form for kærlighed – i overgangen kan der dog opstå tvivl om det mon er den rigtige partner.
Tvivl på kærligheden opstår typisk i mange af de langvarige parforhold. Dette har naturligvis en effekt på parforholdet.
Det er i øvrigt almindeligt kendt, at det vi forelskede os i engang ender med at irritere os på sigt.
Irritation behøver dog slet ikke at medføre tvivl om, at kærligheden er tilstede.
Når du eller din partner siger “jeg ved ikke om jeg elsker dig længere”
er det ikke nødvendigvis et stærkt tegn på, at kærligheden er væk.
Ofte betyder det: “Jeg har mistet forbindelsen – til dig, til os, til mig selv.”
Når der opstår tvivl, kan det komme til udtryk på forskellige måder:
Mange par venter alt for længe med at skabe ændringer, hvilket gør det vanskeligere at nå hinanden igen.
Det kan da blive en længere proces at ændre parrets dynamik og genopbygning af trygheden i parforholdet. Så parterne tør læne sig ind i kærligheden igen.
Det er heldigvis muligt men kræver en stærk vilje, nye handlinger og ikke mindst, at turde se på sin egen andel i tingenes tilstand.
Usikkerhed omkring kærlighed handler sjældent kun om følelser.
Manglende følelser for partneren og tvivl på forholdet kan være en reaktion på:
Måske har man i parforholdet oplevet:
Langvarig følelsesmæssig afstand
– fx at man har levet parallelt og mistet følelsen af samhørighed.
Ophobet frustration eller skuffelse
– hvor små konflikter og misforståelser ikke er blevet bearbejdet eller repareret undervejs -og derfor med tiden har fået lov til at hobe sig op.
Træthed eller følelsesmæssig udmattelse
– hvor man simpelthen er så følelsesmæssigt overstimuleret eller udbrændt, at man ikke kan mærke noget som helst længere.
Urealistiske forventninger til parforholdet
– hvor man tror, at kærlighed altid skal føles intenst, med begær efter hinanden. Uvidenhed om at tryghed og venskab også er kærlighed.
Når disse ting får lov at ligge og vokse, kan de nemt overskygge følelsen af kærlighed – og tvivlen på parforholdet får nemmere fat.
Hvis i tvivler, er det vigtigt ikke at handle forhastet.
Det er svært at træffe fornuftige beslutninger, når man er oprevet.
Kærligheden kan ofte findes igen, hvilket kræver vilje.
Er der ingen motivation eller oprigtig lyst til at forsøge at skabe et bedre parforhold, så er det håbløst, vil jeg mene.
Det kan være svært at sige: “Jeg ved ikke, om jeg elsker dig mere” fordi det er meget sårende for den anden. Mange holder derfor tvivlen for sig selv, indtil den er vokset sig så stor, at det ender i et brud.
Men det havde måske været muligt at tage hul på nogle vigtige samtaler på en måde, der åbnede op i stedet for at opgive.
Det lykkedes ikke for alle par, på egen hånd, men for nogle gør det.
Måske kan i prøve at tale sammen – uden at gøre skade?
Det kan være forløsende at få talt om tvivlen, hvis i prøver at forstå hinanden fremfor fokus på at “løse problemet.”
Når tvivlen bliver sagt højt og mødt med åbenhed, sker der ofte to ting:
Aftal først nogle rammer for samtalen
• Aftal på forhånd, at I lytter uden at afbryde.
• Sæt evt. en timer på 5 minutter pr. person, så I begge får taletid.
• Afslut med at nævne én ting, I værdsætter ved hinanden, på trods af usikkerheden.
I kan tage ét eller to spørgsmål ad gangen og skiftes til at svare – uden at afbryde hinanden.
Det kan selvfølgelig være meget trist at opdage, at kærligheden ikke føles, som den gjorde engang.
Mange tror fejlagtigt, at ægte kærlighed skal være den samme hele livet – lige intens, lige passioneret, lige tryg. Men kærlighed er levende.
Kærlighed udvikler sig over tid og gennem de erfaringer, livet bringer.
I begyndelsen er forelskelsen stærk, altopslugende og fuld af kemi.
Vi føler os set, begæret og forbundet på en næsten magisk måde. Denne fase varer typisk måneder eller få år – og når den aftager, kan det føles som om noget er gået i stykker.
I virkeligheden er det en naturlig overgang til en anden form for kærlighed. Den mere rolige, trygge, dybe og bæredygtige.
Livets pres påvirker kærligheden. Når hverdagen fx kommer med arbejde, børn, regninger, sygdom eller konflikter, ryger kærligheden nemt i baggrunden.
For mange par betyder det, at nærhed og intimitet gradvist glider væk. Ikke fordi kærligheden er væk, men fordi den er blevet viklet ind i praktiske gøremål og uopmærksomhed.
Nogle gange forandrer kærligheden sig, fordi vi selv forandrer og udvikler os som mennesker, for det gør vi alle.
Nye værdier, livsdrømme eller længsler kan påvirke, hvordan vi mærker kærlighed.
For nogle betyder det behov for større frihed og mere eventyr, for andre et behov for mere passion og fysisk kontakt.
Hvis vi ikke deler de længsler eller forandringer med hinanden, kan vi begynde at tvivle. “Elsker jeg dig stadig – eller har vi ændret os i forskellige retninger?”
Selvom det kan føles skræmmende, at kærligheden ændrer sig, rummer det også en mulighed.
Når vi tør tale om savn og længsler, kan vi skabe en ny version af vores forhold – hvor parforholdet ikke bare overlever, men vokser sig større og stærkere.
Mange par oplever netop, at de gennem kriser finder en stærkere, mere moden og bevidst kærlighed, end de havde i starten af deres forhold.
Mulige forandrings forslag:
Kærlighed er ikke kun en følelse – det er også et bevidst valg.
Mange par oplever, at de i perioder ikke føler sig elsket eller mærker kærlighed til den anden.
Når par vælger at blive sammen, er indstillet på at arbejde med parforholdet og finde hinanden igen, kan en ny og mere moden kærlighed vokse frem.
Så når du mærker tvivlen, betyder det ikke nødvendigvis, at det er slut.
Det kan være en invitation til at undersøge, hvad i har brug for lige nu – og måske kan i skabe en version 2.0 af jeres forhold.
Sætningen: “Jeg ved ikke, om jeg elsker dig” er hård – men det kan være starten på en åbning for parret. Processen hen imod et nyt parforhold.
Det der opleves kan være et råb om kontakt.
“Jeg har mistet forbindelsen – til dig, til mig selv, til det vi var og havde engang.” “Er der stadig noget mellem os?” “Kan vi finde os to igen?”
Eksempel på en par-dynamik bag ordene:
Partner A:
“Jeg ved ikke længere, om jeg elsker dig – jeg føler mig tom.”
Partner B (i panik):
“Hvordan kan du sige det?” “Efter alt det vi har været igennem!”
Bag facaden:
• Partner A har længe savnet følelsesmæssig kontakt, men har ikke fået sat ord på.
• Partner B føler sig angrebet og går i forsvar eller desperation.
• Kommunikationen bliver låst i en frygtreaktion med endeløse bebrejdelser i stedet for at åbne op og få talt ud om savn og længslerne.
1. Skab et trygt rum, hvor der er plads til hinandens svære følelser.
– Tal sammen uden bebrejdelser og uden at skulle fikse eller forsvare.
“Fortæl mig, hvordan det føles indeni.” “Jeg vil gerne forstå, hvad du oplever.”
2. Undersøg, hvad der ligger bag tabet af følelser.
– Er det afmagt? Ensomhed? Mangel på berøring? Skuffelse? Kritik? Mental load/belastning?
3. Adskil følelser og handling.
– Det er okay ikke at mærke kærlighed hele tiden. Det betyder ikke, at man ikke kan genopbygge den.
4. Vær ikke bange for at søge hjælp – og helst tidligt.
– Når “jeg elsker dig ikke” fornemmelsen opstår, er det et tegn på, at parret har brug for at stoppe op.
Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man må gå hver til sit.
En parterapeut kan hjælpe med at “oversætte” følelseskaos til kontakt.
Det er en proces og lader sig sjældent fixe på 2-3 gange i terapi, såfremt udfordringerne har stået på i længere tid.
Det er ikke unormalt at miste kontakten til sine følelser – især efter lang tid med mange konflikter, mentalt pres eller følelsesmæssig afstand.
OG
Du er ikke forkert, fordi du tvivler!
Følelser kan aftage når du:
– er træt, presset, stresset eller overstimuleret
– har forsøgt at række ud uden at blive mødt
– har lukket ned for dig selv for at gøre andre tilfredse
– er blevet skuffet igen og igen
– savner at føle dig set og valgt
Måske får det dig til at tænke:
“Der burde være mere gnist.”
“Jeg burde kunne mærke kærligheden mere tydeligt.”
“Hvis jeg elskede min partner, ville jeg vide det.”
Men kærlighed er ikke bare en følelse.
Det er i høj grad også en mulighed, en beslutning og handlinger.
Du kan spørge dig selv omsorgsfuldt:
– Hvornår mærkede jeg sidst varme eller forbindelse?
– Hvad har gjort det svært at mærke mine følelser?
– Hvad længes jeg egentlig efter – i min partner, i os, i mig selv?
Det er muligt at genfinde kærligheden, endda flere gange i det samme parforhold – jeg ved det.
Det er noget jeg ser jævnligt og selv har erfaret.
Men først må du være ærlig over for dig selv.
Ikke hård. Ikke dømmende.
Bare ærlig. Og modig nok til at mærke, hvad der gemmer sig bag tvivlen.
Hvis du vil undersøge det sammen med din partner så del tvivlen med blidhed og ikke som kritik.
Undersøg sammen, hvad I har mistet – og hvad der måske stadig er
Søg evt. støtte.
Du eller i to behøver ikke stå alene i det.
Hvis du er villig til at mærke, undersøge og åbne – kan du finde dine svar.
Uanset om de fører dig tilbage eller videre.
Måske handler det ikke om, at der ikke er kærlighed. Men mere om, at der har været så meget afstand, at kærligheden ikke har kunnet mærkes.
Mange par finder vej tilbage – ikke gennem bebrejdelser, men gennem modet til at være sårbare sammen.
Kærlighed kan genfindes, -også i en ny stærkere udgave.
Få inspiration til hvordan:
Genfind lyst og nærhed.
Skab god kommunikation i parforholdet
“Jeg ved ikke om jeg elsker dig.”
Kan for dig som tvivler måske alligevel blive til;
“jeg elsker dig og vil leve mit liv sammen med dig…”