Par, familie -og Psykoterapi

Reaktioner og følelser efter utroskab

Artikel.” Reaktioner og følelser efter utroskab” 19.10.2025. Af par -og psykoterapeut MFP

Indledning

Når sandheden om utroskab kommer frem, udløses der ofte en følelsesmæssig chokbølge.
En krise som påvirker begge parter dybt. Både hos den utro part og den som blev såret.
Det rammer hele fundamentet for, hvem vi troede vi var og hvem vi troede vi var sammen.

Reaktionerne spænder fra chok, voldsomme vredesudbrud til dyb sorg og eksistentiel tvivl.
Den sårede part mister ikke bare tilliden til sin partner – men også ofte tilliden til sig selv og til kærligheden i det hele taget.
Samtidig kan den utro part stå tilbage med skyld, skam og er rystet over at være årsag til de voldsomme reaktioner hos partneren.

Så mens den ene sidder med smerte og føler svigt, kæmper den anden måske med skyld, skam og forvirringen over egne valg og partnerens reaktioner.
Oftest har ingen af parterne viden eller erfaring med, hvad de kan forvente ift. reaktioner og følelser i de kommende måneder efter utroskab.

Ingen af partnerne har opskriften på, hvordan man navigerer i denne vanskelige og smertefulde tid.
Og spørgsmålene presser sig på: Er det normalt at reagere sådan? Hvornår går smerten væk? Hvor længe tager det at komme sig efter utroskab? Realistiske forventninger til den første tid. Kan man risikere at man aldrig får det bedre? Kan vi komme igennem det her sammen – hvordan? Må vi gå fra hinanden?

I denne del af mine artikler om utroskab, besvares ovenstående spørgsmål.
Der er et særligt fokus på reaktioner og følelser umiddelbart efter afsløringen samt de følgende par år.

Jeg giver dig et indblik i de psykologiske mekanismer hos begge parter. Indblik i hvordan parterne kan være påvirket af krisen på hver deres måde.
Men jeg vil gerne understrege, at der ikke er nogen “rigtige” eller forkerte følelser og reaktioner og måske kender du nogen, der har reageret anderledes end hvad jeg har beskrevet.

Mine andre artikler om utroskab har et andet fokus:
Hvorfor er man utro
Og
Kom videre sammen eller hver for sig 

Tiden umiddelbart efter afsløringen

Øjeblikket og de efterfølgende dage, hvor utroskaben afsløres, føles for de fleste som en følelsesmæssig eksplosion.
Verden, som man troede, den var, bliver med ét vendt fuldstændigt på hovedet.

Dagene er kendetegnet ved typiske følelsesmæssige og kropslige reaktioner.
Begge parterne er påvirkede, selvom det opleves forskelligt.
Både hjerne og krop reagerer på chok og tillidsbrud.

Den sårede part beskriver det ofte som at “miste sig selv” eller som om gulvtæppet blev revet væk under én.
Alt det, man troede, man kunne stole på, er pludselig blevet utrygt. 

Det er normalt at opleve en overvældende blanding af følelser: vrede, sorg, jalousi, afsky, angst og forvirring.
Kroppen reagerer ofte med stresssymptomer. Hjertebanken, søvnbesvær, kvalme, koncentrationsproblemer og uro.
Der kan være tankemylder, flashbacks og følelsen af uvirkelighed – ”det her kan ikke passe.”

Den utro part oplever ofte sine egne voldsomme reaktioner – men af en anden karakter.
Skyld, skam, selvhad og usikkerhed blander sig med frygten for at miste og ønsket om at genoprette.

Nogle føler lettelse over, at sandheden endelig er ude – og skammer sig samtidig over lettelsen.

Krisen sætter hele parforholdets grundstruktur i skred.
Ingen af parterne kan navigere uden at føle sig følelsesmæssigt overvældet.

De første uger efter afsløringen er præget af kaos – endda i måneder for en hel del.
Mange forsøger at “komme hurtigt videre” uden at tage fat i det svære – men det udskyder bare problemet.
Følelser har brug for at blive taget sig af. De forsvinder altså ikke af, at man forsøger at ”feje dem ind under gulvtæppet.”
Parterne befinder sig i følelsesmæssig kaos og den sårede i en chockfase, som egentlig ikke skal løses.
Det er vigtigt at tage sig tid til at lytte, få trøst, skabe ro i nervesystemet og langsomt begynde at få et overblik over, hvad der er sket.

Den følelsesmæssige krise for begge parter.

Efter afsløring af utroskab har de fleste formentlig trang til at smide partneren ud på røv og albuer.
Det er der ikke noget at sige til.
Det indre alarmsystem er jo gået i gang og vil gerne beskytte den sårede part mod ”faren.” Derfor kan det virke klogt at skille sig af med det, som har udløst alarmen.
Der mærkes ofte heftige følelser.

Det kan også være, at den sårede part er lammet af chokket og intet mærker i nogle dage. Måske endnu ikke har fået tanken om at smide partneren ud. Men før eller siden dukker det presserende spørgsmål op: Skal vi to overhovedet fortsætte?
Det er sjældent klogt at træffe så store og afgørende beslutninger, når man er i chok og følelsesmæssigt kaos.
De fleste kan have gavn af tid og overblik før endelige beslutninger giver mening.

For den, der er blevet svigtet, opleves det meget utrygt. Tilliden, selvværdet og identiteten som par er påvirket.
Følelser som vrede, sorg og usikkerhed fylder sammen med spørgsmål. ”Hvorfor” ”Hvem er min partner egentlig”? Og “kan jeg nogensinde stole på kærligheden igen”?
Samtidig sidder den utro part ofte tilbage med skyld, skam og forvirring. En indre kamp mellem at forsvare sig og tage ansvar for det skete.
Forsøger at forklare eller ”bortforklare” for at gøre skaden mindre og fjerne skammen. Det kan være meget skræmmende at se den såredes reaktioner. 

Reaktioner og følelser efter utroskab

Den svigtede parts selvværd har lidt et knæk. Følelsen af tryghed og tilliden er stærkt påvirket.
Der kan være behov for trøst og omsorg fra partneren. Dette kan være svært og utrygt at modtage, eftersom det netop er partneren, der har forårsaget smerten.
Den utro part kan føle sig magtesløs og have berøringsangst over, hvordan man håndterer partnerens vrede og ked af det. Når man selv er årsagen til dette. Den utro er også bragt ud af balance. fordi man nu ser effekterne af sine handlinger. Det vækker ubehag indeni

Selvom parret står i samme krise, opleves den altså meget forskelligt.

  • For den svigtede: Chok, vrede, sorg, afsky, jalousi, skam og frygt for at miste eller ønsket om dette.
    Spørgsmål som: ”Hvorfor? Var jeg ikke god nok?” Eller “Hvad betyder jeg for dig?” kan fylde.
  •  For den utro: Skyld, skam, fortrydelse, frygt for at miste sin partner. Måske et savn til tredjeparten eller en ambivalens, hvis utroskaben opfyldte noget vigtigt.

Den sårede part oplever tab af identitet og kæmper med oplevelsen af at være blevet bedraget og forrådt.
Følelsen af ydmygelse og tab af kontrol kan være enorm.

Den utro kan føle forvirring eller lettelse over afsløringen. Og kan samtidig være lammet af skyld, skam, fortrydelse og forsvar: “Det var ikke for at såre dig”, “Jeg har aldrig stoppet med at elske dig,” “Jeg forstår ikke selv, hvorfor det skete.” Den reaktion kan virke som benzin på bålet hos den sårede part, men dækker ofte over et indre kaos og ubehag hos den utro part.

Mange par oplever, at de mister sproget og forbindelsen til hinanden i virvaret af ustyrlige følelser. Det er der ikke noget at sige til fordi man ved, at utroskab bidrager til smerte og meget dybe sår i relationen.

Den sårede part – tilliden knuses

For den part, der er blevet bedraget, opleves utroskab som et eksistentielt chok. Reaktionerne kan minde om sorg eller traume og spænder ofte fra:

  • Chok, vrede, væmmelse, sorg og afmagt
  • Dyb følelse af svigt og mistillid: ”du stak en kniv i ryggen på mig, du valgte mig fra for en anden” ”Hvordan skal jeg turde stole på dig igen”?
  • Lavt selvværd og selvbebrejdelser
  • Angst for fremtiden og relationens betydning
  • Tvivl om man nogensinde tør stole på den utro eller potentielle partnere

Den sårede part stiller ofte spørgsmål som: ”Hvorfor”? “Hvorfor mig?” “Var jeg ikke god nok?” ”Er jeg ikke attraktiv i min partners øjne,” eller “Hvem er jeg, hvis det her kunne ske?” Der opstår et stærkt behov for svar, mange svar – og for mening.
Men ofte er der ikke én enkel forklaring, og netop dét kan forstærke oplevelsen af kaos og utryghed.

Den utro part – skyld, skam og usikkerhed

Den utro part, gennemgår typisk en lige så intens, men ofte anderledes følelsesmæssig proces:

  • Lettelse over afsløringen
  • Forvirring over konsekvenserne
  • Skyld, skam eller selvhad: ”Hvad er jeg for et dårligt menneske.””Jeg fortjener ikke min partner”
  • Frygt for at miste partneren og børnene
  • Indre splittelse – mellem anger og forsvar
  • Usikkerhed om, hvordan man bedst kan hjælpe
  • Evt. forelskelse og savn af tredjeparten

Mange føler sig “fanget” i deres valg og har svært ved at navigere mellem at tage ansvar og undgå at blive reduceret til deres fejltagelse.
Der kan være tanker om; ”hvordan f.. kunne jeg gøre det her” ”hvad tænkte jeg dog på” ”hvad er jeg for et menneske som sårer min partner på den måde.”

Der kan selvfølgelig også være et savn efter den man var utro med -og for nogen kan det derfor være svært eller umuligt at afslutte en affære.


Det kan sagtens være, at utroskaben har været et symptom på noget uløst eller undertrykt i parforholdet.
Der er to til at skabe et dårligt parforhold. Begge parter bærer et ansvar for det.
Men der er kun én, som bærer ansvaret for utroskabs handlingen og det er IKKE den sårede part. Det vil nemlig være at smide sit ansvar over til den sårede part, som var uvidende og uden indflydelse på den utros handlinger.

Realistiske forventninger til den første tid

Par kan let blive fanget i ønsket om hurtige svar eller “at få det løst og komme videre.”
Det er forståeligt fordi uvisheden og smerten er svær at udholde.
Utroskab er ikke noget, man løser hurtigt. Der er intet quickfix.

Det er en følelsesmæssig krise, der skal bearbejdes – og det tager tid.
I starten behøver man ikke at være afklaret med, om man skal blive sammen. Men der er brug for ro, ærlighed og støtte – evt. både sammen og hver for sig.

Du og I skal ikke forvente:

  • At den sårede part hurtigt bliver rolig og tilgivende
  • At den utro part straks ved, hvordan man skal reparere
  • At I kan tale jer ud af krisen på en uge eller to

Det, du og I kan gøre i den første tid:

  • Skab ro og tryghed, så godt I kan – fysisk og følelsesmæssigt
  • Giv plads til pauser, gråd, vrede og tavshed uden at tolke det som afvisning
  • Undgå at træffe store beslutninger midt i kaosset
  • Undersøg om I hver især eller sammen har brug for støtte udefra. Fx. en samtale med en terapeut

Kommunikation i krisens første fase

Det er naivt at tro at utroskab ikke har konsekvenser.
Kommunikationen kan være særdeles udfordret.
Den sårede part har ofte tusind spørgsmål og en afsindig vrede.
Den utro part har ofte svært ved at svare uden at føle sig angrebet eller utilstrækkelig.

Det er pokkers svært at tale sammen i denne skrøbelige fase – uden at eskalere eller lukke helt ned.
Det er vigtigt at give plads til følelsesmæssig udladning, hvis der er vrede vil den alligevel ud.
I den første tid vil den sårede part måske tale om det konstant, hvilket kan være svært at være i for den utro part.
Det kan være hjælpsomt at holde nogle pauser, hvis der er mange lange opslidende samtaler.

Både for at skabe plads til vigtige samtaler og for at undgå, at den utro part føler sig ”jagtet” hele dagen, kan der efter et par uger, aftales nogle faste samtaletider i løbet af dagen. Og som tiden går kan man måske nøjes med én samtale om dagen og pludselig 2 om ugen, 1 om ugen osv. Som man nu finder det mest hjælpsomt.

Traumereaktioner efter utroskab

Et traume er en psykisk skade eller et ”sår” efter en voldsom hændelse, man ikke oplever kontrollerbar -og er ofte knyttet til følelsen af tab. Utroskab går også ind under denne kategori – hos den sårede part.
Omfanget af en traume reaktion variere, afhængig af størrelsen, den udløsende årsag og personlige egenskaber.Traumer

Faktorer der har indflydelse:
Omfanget af utroskab. Skete det én enkelt gang, var det en affære, var der følelser? Hvordan blev man bekendt med utroskaben; opdagede man det selv, blev det afsløret af andre eller fortalte partneren selv om det? Frivilligt eller ved konfrontation?
Hvad var omstændighederne da man blev bekendt med utroskaben; var man syg, i sorg eller befandt sig på anden vis i en sårbar periode?
Derudover afhænger det af i, hvor lang tid man har været sammen som par, og hvor meget man har sammen, f.eks. børn, hus mm.

Selvom forløbet efter utroskab er individuelt alt efter, hvem I er som personer, hvordan parforholdet har været og omfanget af utroskaben. Så følger bearbejdelsen efter kendskabet til utroskab ofte det samme mønster.

Fra forskningen ved man, at mennesker gennemlever traumer forskelligt. Men der er 4 faser, som man typisk kommer igennem.
Nogle kommer igennem den enkelte fase hurtigere end andre eller kan være længere i én af faserne -endda i årevis.

Man kan sagtens bevæge sig frem og tilbage mellem de forskellige faser.
Man kan også blive fastlåst i én af traumefaserne, hvilket kræver hjælp.

Det kan være hjælpsomt -og give håb, at have kendskab til faserne for bedre at kunne forstå reaktionerne.
Det kan også være hjælpsomt for den utro part at have viden om faserne. Dette kan give håb samt større forståelse for, at der kan være et stort behov for omsorg og støtte hos den sårede part.

De to første faser efter afsløringen

Chokfasen varer typisk fra nogle få minutter op til et par døgn. For nogle et par uger.
Chokfasen er kendetegnet ved, at det er svært at tænke klart og forstå hvad der er sket. Det hele kan føles meget uvirkeligt.
Nogle lukker af, bliver apatiske og mærker ikke følelser.
Andre bliver rastløse med angstsymptomer eller aggressive. Man kan svinge frem og tilbage blandt følelserne.

Reaktionsfasen varer typisk 6-8 uger og er kendetegnet ved, at der vil være forvirring, kaos og smerte, mens virkeligheden begynder at trænge sig på.
Der er mange spørgsmål. Der søges efter mening -og samtidig kan det hele opleves meningsløst i takt med erkendelsen af svigtet.

Der kan opleves stærk vrede og sorg.
Tankemylder og mistillid er også meget almindelige reaktioner.
Der kan også opstå angstlignende reaktioner – uden varsel.

Den utro part kan have sagt eller gjort ting, som gør at den sårede oplever flashbacks fordi tingene opfattes anderledes, nu hvor der er mere viden om, hvad der er foregået.
Ting der ses i tv eller som andre siger, kan trigge den såret, som får det dårligt.
For de fleste vil der begynde, at opleves små korte ”pauser” fra utroskabens tankemylder.
Man kan måske også af og til opleve at kunne smile ad noget som ikke omhandler krisen.

Reparations- og bearbejdningsfasen

Varer ca. 6 mdr. (men for nogle et års tid)
Til dig som er såret; du begynder langsomt at finde fodfæste igen og har erkendt, at det skete ikke kan ændres.
Nu skal du finde en måde, at leve med det, hvilket kan være sorgfuldt.
Det er helt normalt, hvis du føler dig træt og udmattet.

Kroppen og sindet har været i alarmberedskab – og nu mærkes eftervirkningerne. Her begynder bearbejdningen.
Du kan fortsat opleve at svinge mellem at blive høj-aktiv i kamp/flugt-nervesystemet til at være så træt og udmattet, at du ikke kan hænge sammen.
Mange opdager nu, at det var en traumatisk oplevelse, de var udsat for – og accepterer behovet for omsorg og støtte. Tid og ro til at hele.

Hvis man som par arbejder aktivt med krisen, kan tilliden og forbindelsen langsomt begynde at vokse igen.
Flashbacks kan stadig komme, men begynder for mange at aftage i styrke og hyppighed.
Nogle begynder at føle mere håb.
Andre har opgivet parforholdet.

Professionel støtte kan være en vigtig hjælp i denne fase – både for den enkelte og parret.

Nyorienteringsfasen

Denne fase varer omkring 6 mdr. men kan altså også strække sig op til et års tid.
Når du træder ind i den fjerde fase, begynder du at mærke, at krisen ikke længere fylder alt.
Tingene begynder at føles lettere og mere overskuelige.

Du opdager sikkert pludselig, at der er gået flere timer – måske en hel dag eller weekend – uden at tankerne har kredset om ”det.”
Samtidig kan den her lettelse engang imellem aktivere frygten for, at det kan ske igen, nu hvor hverdagen opleves mere tryg.

Du har sandsynligvis fået nye behov og grænser for, hvad du ønsker – og ikke ønsker – i et parforhold
Er man blevet sammen er det ofte i denne fase, at der bliver talt om, hvordan parforholdet skal se ud fremover.
Tidligere vaner bliver måske taget op til overvejelse.
Måske beslutter man sig for en ny begyndelse sammen – en version 2,0 af parforholdet.


Det kan sagtens være at tilliden endnu ikke er fuldt genopbygget. Det kan tage et godt stykke tid -og afhænger af om den utro part har en tillidsvækkende adfærd.
Det er også almindeligt, at der fortsat kan være en sårbarhed – men nu som noget, man er bevidst om og bedre kan håndtere.
Der kan ske ”tilbagefald,” hvor man periodevis oplever bedre at kunne genkende sig selv i en af de andre faser – det er normalt.

Det kan være hjælpsomt at tænke, at heling sker ”i bølger,” – lidt frem og tilbage i de forskellige faser. Helingen sker ikke i en lige linje. Det er derfor, at du sagtens kan opleve dårlige dage -selv efter en rigtig god perioder. Det er normalt og du er ok.

Når krisen ikke bearbejdes

Det er ikke kun det som er sket, der har betydning for fremtiden.
Måden det håndteres på har en markant indflydelse på, hvordan man kommer videre efterfølgende.

Er der blevet talt nok om smerten, givet plads til vreden, sorgen -og talt ud om hvorfor det kunne ske?

Blev der lyttet, undskyldt, angret og trøstet – igen og igen og igen?
Har begge parter selv gjort noget for at få det bedre eller har man opgivet?

Hvis man som par (eller individ) ikke tager aktivt hånd om de følelsesmæssige efterdønninger, kan det få alvorlige eller langvarige konsekvenser:

For den sårede part:

  • Vedvarende mistillid – også i fremtidige relationer
  • Lavt selvværd og emotionel lukkethed
  • Svært ved at turde elske og engagere sig igen
  • Fastlåshed i èn af de tidligere faser
  • Frustration over at partneren ikke har angret eller undskyldt nok
  • Tristhed over at partneren ikke har lyttet nok til de sårede følelser og smerten
  • PTSD eller depression

For den utro part:

  • Følelse af at være “den skyldige – forkerte” hele tiden
  • Dyb skam – som gør det svært at lytte til partnerens smerte
  • Selvhad – kan påvirke selvbilledet og selvværd
  • Manglende selvindsigt – træthed over at tale om det igen og igen, uforløste konflikter
  • Frustration over, at partneren stadig ikke har “tilgivet
  • Depression
  • Gentagelsesmønstre i fremtidige forhold

Utroskab er ikke noget, “man bare kommer videre fra”.
Det kræver en bevidst indsats og kommunikation. Ærlige samtaler, tillidsskabende adfærd og omsorgsfulde handlinger.

Afslutning – I behøver ikke klare det alene

Utroskab rører ved dybe lag af vores selvværd, vores tilknytning og tilliden til andre.
Nogle lykkedes med at håndtere krisen selv. Men det er en svær krise at håndtere selv, fordi den ene part er årsag til den andens (og sin egen) krisereaktion.

Det kan give mening at søge professionel hjælp – i form af parterapi og/eller individuel terapi. At få talt tingene igennem i et neutralt og trygt rum.
Hvis der skulle være tvivl kan det måske være rart at vide, at dygtige terapeuter IKKE tager parti for den ene part eller har en dommer funktion.

Samtalerne kan hjælpe med at:

  • Skabe tryghed så begge parter får mulighed for at blive hørt
  • Få struktur på det følelsesmæssige kaos
  • Finde et sprog for smerten
  • Skabe et fundament for at forstå, reparere – eller slippe – med respekt

Uanset om I vælger at blive sammen eller ej, er det muligt at komme sig efter utroskab.
Selvom det kan være svært at forestille sig, er det heldigvis også muligt at skabe et godt parforhold efter utroskab.

Nogle gange er det bedst at få professionel hjælp, hvis man vil hele – uanset om man vælger at blive sammen eller ej.
Jeg får lyst til at sige, at det på ingen måde er et svaghedstegn at søge hjælp.
Det er ofte det mest kærlige valg, man kan tage i en ekstremt sårbar situation.